For første gang i 37 år blev en Allerød løber udtaget til VM i orientering
Der blev afholdt VM i orienteringsløb i Edinburgh i Skotland den 12. -16. juli. For første gang i 37 år lykkedes det for en af Allerøds unge talenter at blive udtaget til VM for seniorer. Det er den kun 21-årige Oscar David Broman Jensen.
Sidste gang en Allerødløber blev udtaget til VM var i 1987, hvor Lars Konradsen løb VM i Frankrig.
Oscar er førsteårs senior, hvilket betyder at vi forhåbentlig ser Oscar til flere VM som senior i de kommende år. Endnu engang viser det sig at et stærkt talentmiljø med dygtige trænere og et godt træningsmiljø i Allerød bærer frugt.
Der blev udtaget 3 løbere på hver distance, som er disciplinerne individuel sprint, Knockout sprint og Sprintstafet. Oscar var udtaget til at løbe knock-out sprinten. Hvert andet år løbes der sprint mens der tilsvarende løbes i skoven de år hvor der ikke løbes sprint. Løbet foregår i Edinburghs gader, da VM i 2024 er sprintløb, dvs. byløb, hvor der løbes i byen og ikke i skoven, som de fleste forbinder med orienteringsløb.
Med deltagelsen til VM har Oscar løftet sit høje niveau yderligere efter at han i 2023 vandt bronzemedalje ved Junior VM på mellemdistancen og blev kåret som årets løber 2023 i Danmark af Dansk Orienteringsforbund.
Oscar havde et rigtig godt løb i det indledende heat, som fungerer som en kvalifikation til kvartfinalerne. De 12 bedste i hvert heat går videre til kvartfinalerne. Oscar fik en delt 12. plads i sit heat, men da der kun er 12 der går videre, og den anden løber som Oscar delte 12. pladsen med havde en bedre placering på verdensranglisten kvalificerede Oscar sig desværre ikke til kvartfinalerne. Riccardo Rancan fra Schweitz blev verdensmester hos herrerne mens verdens bedste kvindelige orienteringsløber, svenske Tove Alexandersson, blev verdensmester hos kvinderne i Knock-out sprint.
Det bliver spændende at følge Oscar de kommende år og se om Allerødløberen kan blive udtaget til flere mesterskaber som senior. Mon ikke også vi ser nogle af de andre dygtige unge talenter fra Allerød til internationale mesterskaber.